Quantcast
Channel: Matildenspitze
Viewing all articles
Browse latest Browse all 56

Lyserød tøselagkage... også lidt for mænd

$
0
0


Når man nu skal holde tøsefødselsdagsbrunch kun for dejlige damer, er en lyserød lagkage vel helt på sin plads!? Jeg er efter ankomsten af lille Louis lækkerbuks blevet lidt i tidsmangel, så derfor er der ikke så mange indlæg her på bloggen (beklager) og heller ikke så meget tid til at bikse lagkage. Alligevel ville jeg gerne lave en lækker sag - så jeg forhørte mig lidt inde på Madbloggernes Himmel, en Facebookside for madbloggere, og fik tips og tricks af andre herlige entusiastiske madnørder om, hvordan man laver en nem og lækker lagkage. Der var mange gode bud, og jeg tog lidt forskellige tips og lagde dem sammen med mine egne ideer.



Alt i alt blev det til følgende: chokoladelaglagebunde (helt færdigkøbte) dryppet med appelsinsaft, nougatcreme, knuste Ferrero Rocher kugler, Hindbær-vanilje creme og blåbær samt sukkerristede mangler på toppen. Den var lækker sød og alligevel syrlig, volumiøs og svulmende på den helt rigtige måde, og den gik rent hjem hos de dejlige damer. Så den kan bestemt anbefales til både fødselsdag og anden festivitas!



Den blev stor - seriøst stor. Derfor var der rester, og de bliver indtaget as we speak. Så mens jeg skriver om lagkagen spiser husbonden, svigerfar og jeg lagkage i søndagsskumringen. Ikke så ringe et koncept endda!

Egentlig er det ret let at lave en lagkage. Lidt pisket fløde, frisk frugt, evt. lidt chokolade eller nødder og du er good to go. Men det er tit den helt rigtige kombination af tingene, som gør det til et lille mesterværk! My good friend fløde er et must for mig i en lagkage. Der var en på Madbloggernes Himmel, som skrev at almindelig flødeskum kan slå enhver lagkage ihjel. Jeg er til dels enig. Flødeskum i alt for store mængder, og kun som pynt er ligegyldig og vammel. Men flødeskum rørt op med en frisk frugtpuré er genialt til lagkagen. Der skal også helst noget sødt og syndigt chokolade-ish til. Jeg blev foreslået både nougatcreme og chokoladeganache. Jeg har aldrig prøvet at lave nougatcreme, så den vandt! Jeg tænkte, at den hvindende søde nougat ville blive endnu sødere og lækrere med lidt knuste Ferrero Rocher kugler (eller Toblerone). Som modspil til det supersøde valgte jeg hindbær som det syrlige frugtindslag. Ammenam, det blev simpelthen så godt!



Lige lidt tips her på falderebet...
Når jeg pisker flødeskum foregår det altid under et stykke bagepapir, så jeg ikke får fløde ud over hele køkkenet.


Når man hakker mandler og chokolade foregår det lettest med en brødkniv. Og ja, jeg ved godt, at jeg ikke har gjort det her på billedet - dårlig reklame for mit tip. Men jeg burde nu selv følge det, for det er bare lettere.
Jeg purerer de kogte hindbær gennem en finmasket sigte for at få kornene sigtet fra. Det tager lidt tid, og det er strengt taget ikke nødvendigt. Det var egentlig kun fordi jeg ville bruge en helt bestemt tøset tyl til min sprøjtepose, og den kan ikke klare hindbærkerner. Det er lige så lækkert og meget nemmere med moste hele hindbær.



 
En lagkage bliver bedst hvis den får lov til at stå og trække med alle lækkerhederne. Gerne et døgns tid. Så venter jeg bare med at pynte den til umiddelbart inden serveringen.
Da jeg lavede nougatcremen blev den totalt grynet. Måske var det kombinationen af kold fløde og lun nougat, I don´t know. Men det gjorde nu ikke noget - den skulle alligevel bare moses ind mellem to lagkagebunde.
Og husk det nu! Når man vender ryggen til en pande med ristede nødder, brænder de på! Sådan er det bare. Så hold øje med dem, de små snedige bæster.


Tøset hindbær-nougat lagkage
1 lagkage - nok til 8-10 personer

1 pakke chokoladelagkagebunde (almindelige kan også bruges)
Saften af 2 appelsiner
2 x ½ liter piskefløde
200 g nougat
Ca. 300 g frosne eller friske hindbær
½-1 dl flormelis
1 stang vanilje, både kornene og den tomme stang
8 kugler Ferrero Rocher, knust til ukendelighed
2 bakker friske blåbær (1 til inde i lagkagen - 1 til pynt)
1 bakke friske hindbær (til pynt)
1 dl mandler, hakket
2 spsk. sukker


Læg den nederste chokoladelagkagebund på et fad. Pres de to appelsiner og dryp halvdelen af saften ud over bunden. Smelt nougaten over vandbad og afkøl den let - men ikke helt kold, så bliver den fast igen.
Hvis du bruger friske hindbær, skal de blot moses med en gaffel med flormelis. Smag til med evt.- mere flormelis. Hvis du bruger frosne hindbær: varm hindbærene i en lille gryde med en spsk. vand, flormelis og den flækkede, tomme vaniljestang. Vanlijekornene skal først bruges når du laver hindbærcremen færdig. Lad hindbærene koge i ca 3-5 minutter og smag til. Evt tilsættes lidt mere flormelis hvis du kan lide den sødere - husk den skal vendes med flødeskum.

Afkøl hindbærpuréen. Du kan køre puréen gennem en finmasket si, så du undgår hindbærkernerne - men det er ikke nødvendigt hvis du bruger en større (almindelig) tyl (den der platsik/metal dut, med stjerneform) til din sprøjtepose.

Pisk den ene af de to halve liter piskefløde og vend nougaten i. Fordel nougatcremen på lagkagebunden, knus 4 Ferrero Rocher kugler (spis selv hasselnødden) og fordel det på nougatcremen, drys med halvdelen af den ene bakke blåbær (skyllet først) og læg den næste bund oven på. Pres let bunden ned, så lagkagen bliver lagt godt sammen. Gentag samme procedure med denne bund. Først appelsinsaft, nougatcreme, Ferrero Rocher og de sidste blåbær. Læg den sidste lagkagebund på toppen. Køl gerne lagkagen nu til næste dag - eller gerne et par timer, så den 'sætter' sig.

Hak mandlerne og rist dem på en pande med sukkeret til de er gyldne. Tag panden af varmen og afkøl mandlerne.

Du skal først lave hindbærcremen den dag du skal pynte lagkagen og servere den.
Pisk den sidste halve liter piskefløde med vaniljekornene så den er let blød. Tilsæt hindbærpuréen og pisk færdig til det er en let stiv hindbærcreme. Den skal kunne sprøjtes ud som pynt på lagkagen. Pas på, at du ikke pisker cremen til den er helt stendød og næsten er blevet til smør! Fyld hindbærcremen i en sprøjtepose (du kan også bruge en hel almindelig frysepose - med eller uden tyl - klip da et lille hul i det ene hjørne) og pynt lagkagen som du lyster. Jeg sprøjtede små rosetter ud over hele lagkagen. Pynt med friske hindbær og blåbær. Drys med de sukkerristede mandler.
Server lagkagen og nyd dine gæsters udbrud af 'uhhhhh' og 'åhhhh' over den flotte, tøsede lagkage!




Viewing all articles
Browse latest Browse all 56