Lige så meget som jeg elsker sommeren - lige så højt forguder jeg efteråret. Den første dag i september, hvor man kan tillade sig at tage sin ynglings uldsweater frem fra gemmerne, vikle den omkring sig og give sig i kast med en varm og sød efterårskage er den bedste følelse i verden! Og her har jeg lavet en helt klassisk æbletærte med kanel og lidt marcipan. Med en god klat creme fraiche, vaniljeis eller flødeskum og du er på vej en tur i himlen. Og septembers himmel er så blå, så blå - så hvem vil ikke gerne derop et lille smut sammen med en æbletærte? I know I will!
Jeg fik disse små spændstige æbler foræret af en god veninde, som har et lille bitte ældgammelt æbletræ i sin have. Det giver de mest aromatiske og syrlige æbler - perfekte til en æbletærte! Men brug endelig de æbler du selv kan finde i din have eller i supermarkedet - det er jo højsæson for danske sprøde æbler lige NU - så gå amok! Jeg skar dem i kvarter og derefter i skiver på tværs så de passede i min aflange tærteform. Men du kan gøre lige som du lyster - i både, tern, tynde eller tykke. Jeg tror faktisk, at min æbletærte ville være blevet ENDNU mere fantastisk hvis æbleskiverne havde været en anelse tykkere.
Jeg har før klaget min nød her på bloggen over, at jeg ikke kunne finde ud af at lave en ordentlig mørdej. En sprød, sød og let én af slagsen. Det kan jeg til gengæld nu. Takket være en vis hr. Meyer. Jo - jeg googlede og fandt den lækreste mørdej, som jeg ikke vil gengive her i opskriften - den kan du til gengæld finde her på Meyersmadhus. Opskriften er til to tærter, så du kan lave hele portionen eller smide halvdelen i fryseren pakket ind i plastikfolie. Så har du altid lige til en dejlig tærte.
Hemmeligheden bag en godt bagt tærtedej ligger meget i, at man ikke vold-ælter dejen, men bare akkurat lige samler den og smider den på køl inden videre brug. Så rulles den og tilbage på køl. Så i form og bages med folie og bage-ærter, så bunden ikke hæver op og siderne ikke skvatter sammen. Så bages den færdig uden bage-ærterne og så fyldes dem med de lækre æbler, marcipan og lidt mandler på toppen. Bages igen og så skal man lige vente på, at den køler bare en lille bitte smule, så man kan sætte tænderne i den. Mmmmm. Heaven!
Det kræver altså lidt tid at lave en ordentlig tærte - men det er simpelthen det HELE værd. Jeg brugte i øvrigt bare en pose kikærter til at lægge i formen som bage-ærter, og de kan genbruges igen og igen.
Æbletærte med kanel og marcipan
1 tærte
1/2 portion af Meyers mørdej - find opskriften og vejledning her (følg kun opskrift på mørdejen)
6-8 små syrlige æbler - gerne fra haven
1 tsk. kanel (bruger måleske)
4 spsk. sukker
Ca. 200 g marcipan (med eller uden sukker - begge dele dur), groft revet
Ca. 4 spsk. groft hakkede mandler
Creme fraiche, vaniljeis eller flødeskum til servering
Lav tærtedejen efter opskriften, afkøl, put i godt smurt og sukret form, køl igen og bag efter opskriftens anvisninger med folie og bageærter i. Bag igen 5-10 minutter uden bageærter til den er let gylden.
Skyl æblerne godt og skær dem i passende stykker - både, skiver, tern eller hvad du ønsker. Skær de sorte pletter fra, som ofte er på haveæblerne. Vend med 1 tsk citronsaft, så de ikke bliver brune hvis de skal vente lidt inden mørdejen er bagt 'færdig'.
Bland kanel med sukker.
Riv marcipanen ud over den bage tærtedej og drys med en spsk. af kanelsukkeret. Vend æblerne med det sidste kanelsukker og læg æblerne ovenpå marcipanen. Enten hulter til bulter eller i et pænt mønster. Dryp æble-kanel-sukkersaften fra bunden af skålen ud over æblerne til sidst.
Drys med groft hakkede mandler og bag tærten midt i ovnen i ca. 30-35 minutter ved 160 grader. De sidste 10 minutter af bagetiden kan du med fordel sætte varmluft på, hvis din ovn kan det.
Afkøl tærten let og spis lun (eller kold hvis du kan vente) med creme fraiche, vaniljeis eller flødeskum.