Da en med-madblogger La Cucina Nada opfordrede alle madbloggere til at deltage i en lille madblogger udfordring, hoppede jeg straks med på ideen. Mest af alt på grund af det smukke initiativ og en sjov ide og også lidt fordi en deadline nok ville tvinge mig til at få skrevet et blogindlæg! Udfordringen går kort fortalt ud på, at man som deltager får tildelt en af de andre madblogs, hvor man så skal finde en opskrift, som man vil lave eller evt. genfortolke og skrive et indlæg om på sin egen blog. En sjov og god ide, som også giver mulighed for at dykke ned i en andens blog og læse anderledes opskrifter og oplevelser med mad. Jeg takker ydmygt for udfordringen og det store arbejde du har lagt i det La Cucina Nada!
Jeg fik tildelt bloggen Mit Madunivers... en lækkerbisken som kokken Lars Lassen står bag. Efter lidt søgen og snagen på hans blog fandt jeg ud af, at han arbejder på Aarhus Efterskole, som i tidernes morgen hed Unge Hjems Efterskole. Og der gik jeg! Egentlig ret sjovt, og jeg blev sat tilbage til min egen efterskoletid og minderne kom i sving. Jeg tænkte straks med gru tilbage på den mad, vi fik serveret, da jeg gik der. Det var virkelig en sørgelig omgang, og det endte faktisk med, at jeg erklærede mig som vegetar på skolen, fordi de fik bedre mad! Så måtte jeg jo så spise mit kød i smug! Jeg er sikker på, at Lars laver meget bedre mad end den, vi fik, og at dømme efter hans blog har han i hvert fald talenterne til det!
Jeg var lidt i tvivl om hvilken retning jeg ville gå, og kiggede store dele af hans opskriftsarkiv igennem. Tvivlen blev dog fejet af bordet da jeg stødte på et indlæg om den skønne Banoffee Pie! Åh, Banoffee Pie! En lækkerbisken af en banantærte. Banoffee er en sammentrækning af banan (surprise) og toffee, karamel. Det lyder måske lidt lummert, og det er det også. Men på den absolut gode måde! Jeg har før lavet denne tærte, men mere den klassiske version med tærtebund og så ret meget lige ud af landevejen.
Denne gang tænkte jeg at gribe muligheden for at nyfortolke en anelse. Ikke for meget, da jeg alligevel synes at tærten er lækker i sig selv. Men en ny kikse-mandelbund og lidt ekstra krydderi. Og så skulle karamellen selvfølgelig være showets store stjerne tilsmagt med lidt havsalt. Det fremhæver den søde, bløde karamel på en fantastisk måde, man slet ikke kan forestille sig! Det er lidt ligesom chokolade og salt. En chokoladekage eller ditto mousse tilsmagt med et lille bitte drys salt makes all the difference!
Når man koger karamel som her, med en dåse kondenseret mælk, bliver det til Dulce de Leche, og det er den lækreste karamel! Man skal koge hele dåsen i en gryde med vand i 2 1/2 time, og hele tiden sørge for, at dåsen er dækket af vand. Ellers er der karameleksplosion. Og det er måske lige en anelse for festligt alligevel.
Undervejs i min overvejelsesfase kom jeg til at tænke på skønne banan-lakridsbolcher. Jeg elsker den søde banan sammen med den lidt kraftige lakrids, og tænkte at det måske kunne give lidt kick til den ellers tenderende vamle banantærte. Og det levede til fulde op til forventningerne! Den salte karamel, de friske bananer og det bløde flødeskum med lakridsdrysset var en himmerrigsmundfuld! Og mine tre meddommere var helt enige i dén vurdering.
Så kast dig endelig ud i denne nemme og lækre kage, men vær sikker på, at du har lidt gæster eller gode naboer, der kan tage fra! For den er heavy. Og vær eventuelt beredt på et lille heart attack on the side efter sidste mundfuld. Men så vil du til gengæld dø lykkelig! I promise.
Banoffee Pie med salt karamel og lakrids
Karamel
1 dåse kondenseret mælk, sødet, fx fra Nestlé (købte den i Føtex og ellers hos en etnisk grønthandler)
Et lille drys Maldon havsalt eller anden type flagesalt
Bund
100 g Digestive kiks
100 g mandler
Kornene af 1 stang vanilje, eller 1 tsk. vaniljesukker
1 spsk. rørsukker
150 g smør
Lidt smør til formen/tærtebunden
4 modne bananer
3-4 dl piskefløde
Et drys rålakridspulver, kan udelades
Evt. dagen før, eller flere timer forinden: kog en dåse kondenseret mælk (den skal blive i den lukkede dåse!) i en gryde med vand i ca 2 1/2 time. Sørg for, at tjekke at der er vand helt op over dåsen hele tiden, så den ikke eksploderer midtvejs. Lad dåsen køle godt af i køleskab så den er helt kold når den skal bruges.
Knus Digestive kiks i en minihakker til stavblender eller foodprocessor og hæld det i en skål. Rist mandlerne på en tør pande til de lige akkurat tager lidt farve og lad dem køle lidt af. Blend ligeledes mandlerne helt fint og tilsæt kiksekrummerne. Tilsæt vanilje og rørsukker og rør det sammen. Smelt smørret og afkøl det let inden det tilsættes kikse-mandelblandingen og rør det godt sammen.
Smør formen (en tærtebund, en springform eller anden form, som kan huse denne lækre sag) med smør. Fordel bund-blandingen i formen og tryke den godt på plads. Jeg brugte en form med løs bund og trykkede den op ad siderne. Men du kan også bruge lidt mindre af fyldet og fx nøjes med bunden i en springform. Stil bunden på køl i ca. 1 time så den sætter sig.
Tag bunden ud af køleskabet og ditto karamellen. Tag karamellen op af dåsen og ud i en skål og smag karamellen til med lidt havsalt. Jeg brugte ca 1/3 tsk, men smag dig lidt frem. Den må ikke blive for salt, men skal lige have et saltet touch. Fordel karamellen over tærtebunden og afkøl denne i ca 30 minutter.
Jeg dryssede en lille bitte smule salt over karamellen på toppen for at give lidt ekstra pift.
Pisk fløden let, og skær 3 bananer i tynde skiver. Den sidste banan skæres på skrå i dekorative stykker til pynt på toppen af tærtebjerget.
Fordel bananskiver over karamellen og dernæst bjerge af flødeskum. Afslut med bananstykkerne og et drys rålakridspulver, if you dare! Den kan også sagtens spises uden lakrids. Spis straks med god samvittighed og nyd det nu for Guds skyld! Eller din egen.