Nu er det vist efterhånden safe to say at foråret er her! Solen har i flere dage skinnet fra en skyfri blå himmel som om den aldrig har bedrevet andet her i livet. Og så er det måske lidt dårlig timing sådan at komme anstigende med en hjertevarm vintersuppe. Men ærligt talt – så kan man vel lige så godt spise suppe om foråret som om vinteren?! Og denne her er så lækker, at du slet ikke kan lade være! Nu er det så igen blevet koldt og blæsende, og så er det ligesom også lidt mere på sin plads med en krydret suppe.
Jeg sad for et par søndage siden og bedrev aftenen som jeg plejer om søndagen – med mit ynglings tvprogram – River Cottage. Hugn lavede en lækker butternutsquash suppe, som jeg blev ret opslugt af, netop fordi jeg havde et pragteksemplar af netop butternutsquash liggende ude på mit køkkenbord. Det var et impulskøb, der i et øjebliks forvirrethed blev smidt ned i kurven og siden placeret på køkkenbordet og derefter lykkeligt glemt. Men nu skulle det være – den skulle blive til suppe.
Således inspireret gav jeg mig i kast med min egen version af butternutsquash suppe – og det blev en ’Almost Meatless Monday’ suppe. Kun almost fordi jeg ikke kunne dy mig for at riste lidt lækker chorizopølse og putte på toppen sammen med fintsnittet porre og creme fraiche. Men vil man have den helt meatless – ja så lader man jo bare være med dét!
Butternutsquash er egentlig det man på dansk ville kalde en form for græskar. Den dufter himmelsk af en blanding mellem moden melon og frisk sommeragurk når man skærer den op. Den smager sødt og lækkert og derfor får den her godt modspil af paprika og spidskommen.
Suppen kan varieres med forskellige grøntsager og varianter af bælgfrugter. Jeg valgte kikærter og franske grønne linser – men det kan man gøre som man har lyst.
Blandingsforholdet er lidt på slump, så prøv dig eventuelt. frem med andre gode kombinationer – men jeg gjorde nogenlunde som følger herunder.
Butternutsquash suppe med ristet chorizo
Til 4 personer
1 spsk. olivenolie
2 løg i grove tern
2 fed hvidløg, fint hakket
1/2 butternutsquash, befriet for kerner og skal, skåret i ca 2x2 cm tern
2 store tsk. paprika
1 stor tsk. spidskommen, stødt (eller mere hvis du er tosset med det)
½-1 rød chili, fint hakket
2 tsk Herbamare Økologisk grøntsagsbouillon (eller anden bouillon)
Kogende vand (ca. 1 liter)
2 dl grønne franske linser
1 dåse kikærter
2 håndfulde grønne (frosne eller friske) bønner, skåret i mindre mundrette stykker (ca. 3-4 cm)
Salt og frisk kværnet peber
1 porre, meget fintsnittet (den hvide og lysegrønne del - gem den mørkegrønne til fx fond el. lign.)
1 god chorizopølse skåret i skiver og ristet sprød.
Creme fraiche (gerne den gode 38 %)
Varm olien i en mellemstor gryde ved middel/høj varme. Skru ned for varmen til svag og svits løg og hvidløg i 10 minutter under omrøring - må ikke få farve. Skru lidt op for varmen og tilsæt butternutsquash i tern, paprika og spidskommen samt chili. Varm igennem i et par minutter under omrøring. Tilsæt evt. lidt mere olie hvis det begynder at brønde lidt fast på bunden af gryden.
Hæld kogende vand på suppen, tilsæt bouillon og rør godt rundt så den opløses. Tilsæt de grønne linser og læg låg på gryden. Kog i ca. 15-20 minutter (alt efter linsernes type og kogetid - læs på pakken) til linserne er næsten møre.
Dræn væden fra kikærterne, skyl dem ved at hælde vand i dåsen og hælde det ud igen et par gange. Tilsæt til suppen sammen med de grønne bønner. Kog igennem et par minutter til kikærterne er rygende varme og bønnerne er møre men stadig med lidt bid.