Jeg går og fryser lidt. Jeg begynder så småt at få varmen indeni men udenpå er jeg lidt kuldskær. Når jeg kigger ud af vinduet er der smukt hvidt og frossent. Og selvom det på en eller anden mærkelig måde varmer min sjæl, alt det hvide forstås, så er det jo bare forbandet koldt. Viktor på knap to, går for tiden og hyler lidt ynkeligt 'Soooommer' - jeg ved ikke om barnet overhovedet har et begreb om, hvad sommer egentlig er, om han kan huske solen og badeturene til den lokale skønne badestrand...? Eller om han bare helt random går og længes efter noget, som i sin ordlyd alene lyder lidt lækkert?
Moren går utvivlsomt og ustandseligt og drømmer om solen og alle dens fortræffeligheder. Jeg længes efter en (ulidelig) charterferie med all inclusive-helvedet som bare Fan'! Aldrig i mit liv havde jeg troet, at jeg skulle drømme om noget så ikke-kulturelt - og helt oprigtigt endda! Jeg har SÅ meget skiftet mening om ferier efter at have fået to små børn. Jo, jeg vil da vældig gerne på vandre-camping-oplevelses-primitiv ferie igen... om en ca. fem-ti år. Når afkommet for eksempel selv kan (læs: vil) tage tøj på, kan gå mere end 50 meter uden at ville 'Oooop!', og når jeg igen kan overskue mad over gasblus-konceptet uden at få tics og røde stresspletter på halsen bare ved tanken! Men indtil da, ville jeg så utroligt gerne på en nem, tilforladelig børneferie, hvor konceptet er 'afslapning, pool, sol og lad andre gøre alt det hverdagsagtige' - som fx at gøre rent og at lave min mad!
Men indtil dén drøm måske en dag går i opfyldelse, kan jeg da drømme om og varme mig ved disse falafler, jeg lavede sidste år før det blev hundekoldt. Og hvis varmen fra krydderierne ikke skulle tilføre den ønskede mængde sjælevarme, har jeg for at tilføje lidt ekstra sommerfølelse (og min svaghed - grøntsager) tilsat grønne ærter. Helt almindelige fra frostposen, da det jo desværre ikke er sommer.
Tricket til en god falafel, som ikke falder fra hinanden er i øvrigt, at man ikke, jeg gentager: ikke skal koge sine kikærter. De skal blot udvandes, vandet skal kasseres og så skal de blendes sammen med de øvrige ingredienser. Så hænger de så fint sammen og bliver ikke til falafel-smulder, som jeg desværre har oplevet det selv lidt for mange gange.
Og nu er du så klar til at bygge din egen lille falafelbod til hele familien. Vi spiser dem for det meste i en wrap eller en pita med masser af grønt, skyr eller drænet yoghurt og stærk chilisauce. Og syltede løg med masser af persille kan jeg ikke leve uden til mine falafler. Og det mærkværdigt spisende barn Louis hader rå løg, men elsker syltede løg. Men kun hvis de er røde og uden persille. Who knew?!
Falafler
En ret så stor portion, der er til to voksne, to børn og også en portion til fryseren450 g kikærter, udblødte natten over i koldt vand og på køl
300 g frosne ærter
4 fed hvidløg
1 løg
1 spsk spidskommen
Ca. 2-3 tsk salt
Saften af 1 citron
Vindruekerneolie til friturestegning
Dræn vandet fra kikærterne og kasser vandet. Blend kikærter og hele baduljen i en foodprocessor til det er fint hakket og hænger godt sammen når du former kugler af 'dejen'. Hvis du som jeg kun ligger inde med en stavblender og en minihakker, gør du som følger: Hak kikærterne fint i portioner i minihakkeren og dernæst ligeså med ærter, løg og hvidløg. Bland det hele med spidskommen, salt og citronsaft og se om du kan lave kugler af blandingen. Hvis det er for løst i teksturen, tager du lige og giver det en tur med stavblenderen til sidst.
Form kugler af dejen og kram dem godt sammen. Jeg brugte en isske, da den passer ret godt til størrelsen, men jeg krammede dem sammen i hænderne.
Varm olien op til frituretemperatur - tjek ved at stikke træ-enden af en tændstik i olien. Hvis det syder omkring den, er olien klar. Steg ca. 6-8 ad gangen, alt efter størrelse på hhv. falafler og gryde. Du skal ikke stege for mange ad gangen, da det nedsætter stegetemperaturen.
Tag falafterne op af olien når de er fine og gyldne og læg dem på fedtsugende papir.
Server fx med lune wraps, spidskål, salat, tomater, agurk og lyn-syltede løg. En god klat drænet yoghurt og masser af persille og stærk chili og det er ligesom om solen skinner på snuden og varmen sniger sig ind i både sjæl og krop! Enjoy!